Ohøj, web-surfer og velkommen til Nørd Nyts lille oase i cyberspace!

Med dette websted er Nørd Nyt for alvor gået ind i det nye årtusinde med stil. På Nettet kan vi med lynets hast spytte et nyt nummer af NN ud og vi kan sætte links og farvebilleder i artiklerne. Wauw! Derfor har vi i redaktionen valgt at bortkaste papirudgivelsen, og i fremtiden vil nye numre af NN kun komme digitalt.

Hvis du vil på vores mailingliste og få en påmindelse, når der kommer et nyt NN her på siden, så skriv til redaktionen ved at klikke her. Du er også meget velkommen til at sende artikler, helst som formateret HTML.

Indhold:

• Suske und Wiske - en overset serie.
• Tegn På Tarzan
• Fungerer filmen om Linda og Valentin?
• Agent 327 slår til igen!
• Italiensk vulgær surrealisme
• Lucana-novelle: Mødre, Malerier og Mord
• En sag for Luckner

Suske und Wiske - en overset serie.

Kært barn mange navne ! Serien blev aldrig et kært barn i Danmark. Den udkom i første ombæring på et tidspunkt først i 80´erne, hvor alt tilsyneladende kunne finde vej til trykkeriet. Bladet udkom i et par år i en lind strøm og fylder vel ca.25 cm på hylden. Det er lige lykkedes mig at få fat i 'Spøgelsesskibet' - det eneste danske eksemplar som efterlod et hul i min samling. Jeg tvivler på at den har fundet vej til tegneseriereolen ret mange steder. Jeg fristes til at sige ikke endnu ! At den overhovedet finder vej til Nørd Nyt her får måske nogen til at skamfere bladet og rive siden ud !

Kendetegnende er det, at forsøget med Suske und Wiske i Danmark er sket i 2 omgange - første gang under navnet Finn og Fiffi- anden gang valgtes det franske navn på serien "Bob og Bobette". Begge gange havde man bibeholdt det meget hollandske lay-out med orange ramme om et billede fra serien.

Figurerne i serien er klassiske arketyper, som ikke ændrer sig synderligt. Personerne lever et på overfladen almindeligt hverdagsliv. Men hele tiden hvirvles familien ind i eventyret. Og for at klare sig gennem eventyrene har hvert familiemedlem sin funktion.

Angus er seriens muskelmand - en klassisk bodybuildertype - med evner som kommer i brug hver gang der opstår uoverstigelige styrkemæssige udfordringer. Mor holder sammen på det hele. Børnenes er de kloge hoveder - osv.

Men hvorfor komme ind på serien? Har den virkelig kun sin berettigelse i Holland og Belgien? Skal man ud og rejse fra Danmark med fly - er der ganske ofte mellemlanding i Amsterdam, hvilket indebærer et par timers ventetid. Sidst jeg var gennem denne øvelse gik jeg selvfølgelig på jagt efter nærmeste bogshop. Og fandt den. Her bugnede stakken af Suske & Wiske. Meget inspirerende og fængslende forsider som fristede til at kaste sig over flere af albummene. Bl.a. var der et album, hvor Titanic fyldte det meste af forsiden. For mig en klar signalværdi om en spændende fortælling - for børn og barnlige sjæle. Og tegnet i den klassiske fransk - belgiske stil. Kunne jo ikke være bedre.

Som barn af 60erne og 70erne var hylderne i landets boghandlere jo fyldt med tegneserier - historier for børn. Fantomet, Sølvpil, Tintin, Seriemagasinet, Bamse, Eventyrserien mange genrer - hvad har vi nu. Børn der falder i søvn med ipad i hånd. Og Anders And og Basserne som nogle af de eneste der har overlevet.

For det er vel nærmest i den kategori Suske und Wiske befinder sig - et hollandsk svar på et velkendt persongalleri der måned efter måned kastes ud i nye eventyr.

Jeg fik et enkelt blad med mig fra Holland - valgte det blad der havde det højeste nummer i rækken. Det var album nr. 336. Idag - ca. 1 år efter er man nået til nummer 342, hvilket giver en udgivelsesfrekvens på hveranden måned. Ovenikøbet til en ganske overkommelig pris på 6 euro - svarende til 45 kr. Helt klart også et plus - som hurtigt kunne få albummet til at hoppe op i min indkøbspose; hvornår har vi kunnet få et fint album herhjemme til den pris -

I historien i nr.336 kommer Finn og Fiffi ind i en parallel verden som er vendt på hovedet.

Jeg fik aldrig købt nummeret med Titanic - hvilket jeg fortryder. Netop det nummer ville jo være mest passende at medbringe til Danmark - da serien jo er forlist to gange i Danmark. Men hvem ved om et 3.forsøg kunne bære frugt - 3.gang er lykkens gang.

Hvilket af de små forlag melder sig - der er nok materiale at gå ombord i. Går man en tur på brugtmarkedet i Holland kan man finde sjove genoptryk af de første albums fra Willy Vandersteens hånd, hvor den skrigende orange ramme er udskiftet med en elegant ramme af sølv. Det er almindelig fornuft at et album selvfølgelig skal have en indbydende forside - ellers fanger den jo knap nok potentielle køberes interesse - og ærlig talt har jeg aldrig brudt mig om seriens forsider, så det tog mange år inden jeg læste mit første nummer i serien. Nu er det sket og dommen er faldet.

Jeg kunne godt tænke mig at læse flere albums i serien, men helst ikke på hollandsk. De fleste af albummene er uskyldige og ganske velegnede til oplæsning for børn. Sjove historier krydret med humor.

Som et lille kuriosum skal lige nævnes, at der også er udgivet et pornografisk pastiche album med seriens figurer.

Tag en tur til Holland, her lever eventyret. Og du kommer ikke til at vente 34 år på udgivelsen af det næste album i rækken af Suske und Wiske! Min påstand er at en serie der udkommer måned efter måned har kvaliteter. Læs et par numre og døm selv. Willy Vandersteen startede serien helt tilbage i 1945, så serien har rundet 72 år. På dansk er der udkommet Finn og Fiffi nr.1-6.1983 samt 1-16.1984. Samt Bob og Bobette 1-4 fra 92-93.

Men hvor begynder man som ny samler og hvad er det man står overfor? Jeg vil slutte med at vurdere en gammel sag. "Robotterne fra rummet" som var den første danske udgivelse. Man kan vælge at lade sig begejstre eller irritere. Det irriterende er at en del af plottet er lånt fra Tintin - Månen tur retur. Man følger Finn og Fiffi på deres tur ud i rummet - her kommer de ud for at der er iltmangel i raketten. Det viser sig at være en sælger som ikke har nået at komme ud af raketten inden affyring. Med andre ord - et Månen tur retur da capo. Samme plot. Men når historien samtidig rummer en spændende fortælling om en meteorlignende genstand som slår hul igennem huset og danner et stort dybt sort hul nede i kælderen. Hullet er dybt. Man kan ikke se ned til bunden, men næste dag opdager vores hovedpersoner at der er liv i hullet - og nogen har været på besøg i huset om natten, da der er våde fodspor fra hullet og op af kældertrappen.

Monsi

Tegn På Tarzan

Danske udgaver og beskæringer – mere nørdet bliver det ikke!

Hvem kender ikke til Tarzan? De fleste har i hvert fald hørt Johnny Weismullers legendariske Tarzan hyl. Endnu flere er bekendt med replikken: ”Me Tarzan – You Jane”.

Men hvor mange har læst bøgerne? For en generation eller to siden rigtig mange mænd. Om de overhovedet læses i dag, ved jeg ikke, men det sker i hvert fald ikke så ofte, som bøgerne fortjener, for de repræsenterer hamrende effektiv pulp litteratur. Hermed menes, at min gamle dansklærer afskrev dem som triviallitteratur, hvilket igen betyder, de er saftige fantasier, hvor de skal være det og så tørre i sproget, at handlingen aldrig stivner.

Dette indlæg skal dog ikke omhandle indholdet men formen, bøgerne blev serveret for os i Danmark.

De blev nemlig skrevet til voksne, men her til lands fik de fra første færd status af drengebøger. Som sådan var de igennem generationer umådeligt populærere, men pulp genrens rå handling og saftige mellemspil har i vekslende grad voldt forældregenerationerne kvababbelser, hvilket igen har påvirket redigeringen. Noget er omskrevet; andet er helt skåret væk.

Bedre blev det ikke af, at indholdet efterhånden opfattedes som reaktionært og senere dømtes politisk ukorrekt af smagsdommerne. Tarzan bøgerne var i hvert fald allerede på min drengetid bandlyste på bibliotekerne. Da jeg som lille unge var så naiv at spørge skolebibliotekaren efter dem, fik jeg et solidt foredrag om vestlig kulturimperialisme, kolonialisme, kapitalisme, kvindekamp og sikkert meget mere med K foran.

De første Tarzan bøger på det danske marked blev oversat af Anna Brosbøll, og hun bearbejdede senere sin egen oversættelse til nyere udgaver. Adskillige andre oversættere har været brugt, hvoraf drengebogsforfatteren Torry Gredsted og Gunnar Jørgens er de mest kendte. De forskellige oversættelser, som i sig selv må betragtes som bearbejdninger af den engelske tekst, er siden viderebearbejdet af bl.a. Marianne Thorhauge og Per Sanderhage.

Williams lille pocket version er oversat/bearbejdet af Ulla Friis.

De mange ændringer er dog ikke kun sket af hensyn til de unge læseres sjælefred men også fordi, sproget langsomt ændrer sig.

Ikke desto mindre blev bøgerne ved med at udkomme i nye udgaver, så længe ungdommen af egen drift ville give penge for en bog eller ønske sig den til jul. I dag, hvor mange unge, ikke engang med en pistol for panden, kan tvinges til at læse en roman, vrimler det gule marked med fortidens fornøjelser; som f.eks. Tarzan bøgerne.

Personligt overtog jeg min fars glæde ved dem og læste dem hulter til bulter i de udgaver, jeg nu lige kunne få fingre i. Jeg opdagede hurtigt, at de adskilte sig radikalt fra såvel filmene som tegneserierne og med få undtagelser var markant bedre. At de kunne være redigerede og forkortede gik totalt min næsetip forbi.

Først for nyligt, da jeg sorterede min samling, fattede jeg, at noget ikke stemte; tykkelse og tæthed i teksten passede ganske enkelt ikke i et 1 til 1 indhold. Derfor syntes jeg også, det kunne være spændende at dykke ned i, hvad der egentlig er af oprindeligt stof tilbage i de danske versioner.

Tarzan myten er langtfra død, da der til stadighed kommer storfilm med universet. Derfor har jeg et måske naivt håb om, at andre end mig selv kan finde på at læse eller genlæse bøgerne.

Nedenstående er en summarisk beskrivelse af, hvad der findes på det danske marked og hvad man får for de beskedne beløb, man skal ryste op med, for at erhverve fortidens guld.

Edgar Rice Burroughs skrev i alt 22 romaner om Tarzan samt to novellesamlinger. Desuden skrev han rettet mod et yngre publikum to historier, som blev samlet i en Tarzan ”Twins” bog. Herudover er der posthumt udkommet nok en roman, som Burroughs påbegyndte men aldrig fik fuldendt. Den er længe efter skrevet færdig af Joe Lansdale og udgivet.

Burroughs skrev, som så mange andre pulp forfattere, lynende hurtigt og Tarzan bøgerne er kun en del af hans omfattende forfatterskab. Derfor spreder Tarzan værket sig også over en lang årrække. Bøgernes udgivelsesdatoer er ikke identiske med historiernes, da disse i det mindste for manges vedkommende først blev offentliggjort som følgetoner. Novellerne og de to ”Tvins” historier så dagens lys længe inden de kom i bogform. Årstallene skal derfor tages med et gran salt og helst to.

Meget belejligt afviger de danske titler kun i få tilfælde mellem udgaverne. Som det fremgår af skema 1 smyger fordanskningerne sig i de fleste tilfælde også tæt op ad originalerne.

Hele den ”kanoniserede” række af 24 bøger er i en eller form kommet på dansk og udgivelsesrækkerne kan summarisk sammenfattes til:

• Hasselbalch’s Serie 1919-1929
• Den Tre Røde (Casper Nielsens Forlag) 1948+1951
• Den ”høje” serie (Frederik E. Petersens Forlag) 1933
• Den Gule Serie (Frederik E. Petersens Forlag) 1934-1964
• Den Illustrerede Serie (Frederik E. Petersens Forlag) 1971
• Den lille Pocketbog Serie (Williams) 1972-1974
• Den Store Blødbinds Serie (Frederik E. Petersens Forlag) 1984-?
• Klims Klassikere 1999

Udover ovenstående har Disney’s Bogklub udgivet i hvert fald et par Tarzan titler (Tarzan Og Den Gyldne Løve og Tarzan Junglens Herre). Jeg vælger at se helt bort fra disse i nedenstående, da jeg mangler information og har begrundet mistanke om, at bøgernes lødighed er sekundær i forhold til konkurrerende versioner. Adskillige af den første novellesamlings historier er desuden trykt i de tre ”Den Store Tarzan Bog” fra Williams, i sammen periode, hvor de udgav en del af romanerne som små pocketbøger.

Hasselbalch’s oprindelig udgave er i dag sjælden at støde på, selvom den angiveligt skulle være kommet i enorme oplag; for i hvert fald de første bøgers vedkommende taler vi om oplag i snesevis af tusinder.

Navnlig ”Den Gule Serie” opfattes af mange som den rigtige serie, fordi den udsendtes over et stort antal år og de allerfleste titler findes i denne. Imidlertid er det mere kompliceret end som så, idet de gule kom i mindst 2 forskellige udgaver og et usikkert antal oplag. Udgaverne kan primært identificeres på sideantallet og typografien.

De fleste versioner tilstræbte en udgivelsesrække, svarende nogenlunde til den amerikanske. Den lille pocketbog serie fra William afveg herfra; den er endvidere udstyret med et bogstav på ryggen, hvoraf man kan identificere den kronologiske danske udgivelsesrække. Dette bogstav er i Skema 2 brugt ved udgivelsesrækken i stedet for blot et ”X”.

Det skal yderligere bemærkes i Skema 2, at ”The Return of Tarzan” og ”The Beasts of Tarzan” flere steder står i parentes. Det skyldes, at de to bøger her er skrevet sammen til en og samme bog: ”Tarzan Vender Tilbage”.

Først i midten af firserne med FEP’s (Frederik E. Petersen) sidste Tarzan række blev de to bøger delt i separate udgivelser, men der gik alligevel hårdknude i rækkefølgen, da man valgte at kalde ”The Return of Tarzan” for ”Tarzan og Jane” og ”The Beast’s of Tarzan” for ”Tarzan Vender Tilbage”!!!

Forvirret? Det var jeg også, men logikken består nok i, at den oprindelige vender tilbage frase i originalen refererer til bogform og i dansk udgave til junglen.

Først med Klims udgave fra 1999 fik vi en ikke bare tilnærmelsesvis men ligefrem uforkortet udgave af ”The Return of Tarzan”. Noget tilsvarende for ”The Beast’s of Tarzan” venter vi stadig på.

Jeg finder det påfaldende, at såvel Hasselbalch som FEP valgte at slå de to bøger sammen. Det kan umuligt være et tilfælde og mere end antyder, at FEP arbejdede videre på Hasselbalch’s bearbejdninger.

Men hvad rummer de enkelte versioner så i forhold til hinanden? Tja… Man hører ofte, at fortidens holdning til sorte afrikanere ligesom det patriarkalske kvindesyn efterhånden blev tonet ned i bøgerne, så det vælger jeg at tro på, indtil andet er bevist, men jeg tænker også først og fremmest på, hvor meget bøgerne er forkortede.

Til det formål har jeg foretaget en række beregninger. Modellen jeg konsekvent har brugt lyder:

Antal tekst sider med fradrag af hvidt mellemrum (typiske mellem kapitler) og eventuelle illustrationer, gange antal linjer for en fuld side, gange anslag inklusivt mellemrum for en fuld linje.

For eksempelvis Tarzan Abernes Konge, illustreret version, ser regnestykket således ud:

154 sider – 9 sider af 40 linjer af 67 tegn = 388600

Slutfaktoren rummer den fordel, at den er umiddelbar sammenlignelig for versionerne imellem. Er slutfaktoren for en ”rivaliserende” version eksempelvis 500.000 betyder det groft sagt, at der er godt og vel 25 % mere læsestof i denne og den altså må regnes betydeligt tættere på forlægget for oversættelsen.

Når jeg benævner slutproduktet for modellen for faktor og ikke antal tegn, skyldes det ganske enkelt, at tallet ikke er identisk med antal tegn; dette vil altid være lavere, idet langtfra alle linjer er fulde, i og med de kan være indrykkede eller afbrudte pga. korte dialog vekslinger eller afsluttede afsnit. På dette punkt tager modellen naturligvis ikke hensyn til typografivariationer versioner imellem.

Analogt skal det erkendes, at linje og navnlig anslags optællinger i et vist omfang er vurderet. Fyldte sider rummer sædvanligvis stort set det samme antal linjer, så her er problemet ikke så voldsomt.

Mere forsigtig er jeg gået til værks med antal anslag pr. linje, idet der her kan forekomme ikke uvæsentlige differencer inden for en og samme version. Dette skyldes fortrinsvis valg af typografi som i ekstreme tilfælde endda kan ændres i løbet af samme bog!

Her har jeg været nødsaget til at tælle et antal random linjer og vælge en medianværdi. Der er altså tale om en ”statistisk beregning” som kan være mere eller mindre sikker, men jeg har talt flere linjer op jo større variationer, jeg er stødt på, så jeg mener at have nogenlunde fast grund under fødderne også på dette punkt.

For visse titler har jeg haft adgang til den engelske version, men er gået uden om udgaver, som ser ud til at lide af ”danskersygen”; om der f.eks. har stået ”Authorized Edition Prepared Especially For Young Readers”, kan man næsten på forhånd sige sig selv, at der er sket en bearbejdning.

Ellers har jeg har forudsat, at engelske versioner er komplette, da bøgerne i USA fortrinsvis udgives som voksenromaner. Jeg betragter derfor originalernes faktor som en faktor 100 % de danske udgaver kan sammenlignes med. Dette er naturligvis problematisk, da dansk og engelsk ikke nødvendigvis er lige ”tegn konsumerende”, men det er igen en forenkling, jeg har tilladt mig. Om man sammenligner Klims komplette og den engelske original for ”Abernes Konge” er der en faktorforskel på knap 39.000, hvilket i det mindste for mig lidt overraskende antager, at den engelske udgave er 6,7 % kortere end Klims, hvilket igen indikerer, at en dansk oversættelse fylder lidt mere end en engelsk originaltekst. Jeg tillægger dog ikke denne difference afgørende betydning; tilfælde eller modellens forsimplinger kan sagtens forklare en del af forskellen. Alt andet lige trækker differencen dog i retning af, at de danske udgaver er lidt mere forkortede end faktorerne antyder.

Forlaget Klim har udgivet de to første Tarzan bøger i komplette udgaver og disse anser jeg naturligvis også som gyldige ”faktor 100 % ”.

Skema 3 rummer kun et udvalg af bøger og varianter. Ganske enkelt fordi langtfra alle titler er udkommet i alle udgaver og fordi der skal være udgaver at sammenligne med for, at det giver mening, men også fordi jeg ikke er i besiddelse af samtlige udgaver.

Endelig skal det slås fast, at en stikprøve ned i en udgave naturligvis ikke garanterer, at andre titler i denne udgave ikke er behandlet anderledes. Derfor har jeg også bestræbt mig på, at behandle flere titler i de forskellige udgaver.

En faktormåling siger selvsagt heller intet om, hvordan en oversættelse/bearbejdning har fundet sted. Tekststykker er næppe altid blot klippet bort, men kan sagtens være erstattet med oversætterens sammenskrivning og måske endda videre digtning.

På trods af disse forbehold mener jeg, at undersøgelsen er valid nok til at udstikke visse hovedtendenser. Små variationer lægger jeg ikke den store vægt på, da de potentielt helt eller delvist kan forklares gennem mine forsimplinger. Hvor store variationer vi skal op på, før de må anses for signifikante, har jeg indlysende ikke kunnet måle. Et helt uvidenskabeligt slag på tasken bud kunne lyde, at når udsvingene når op omkring de 5-10 %, må der ganske enkelt være udslag i mængden af brødtekst.

Måske kan det undre, at jeg kun medtager en titel i Hasselbalch’s udgave. Det skyldes: a) jeg besidder kun denne ene titel b) Hasselbalch’s udgave er i dag så sjælden at finde sammenlignet med senere udgaver, at jeg ikke har fundet det ulejligheden værd at anskaffe flere. Læsere, som måtte have fået blod på tanden, vil uvægerligt ramle ind i dusinvis af senere udgaver, inden de står med en fra Hasselbalch i hånden.

Men om jeg skal forsøge at drage nogle konklusioner ud fra skema 3, så må det lyde sådan her:

Ja! Der er sket massive beskæringer i alle danske Tarzan udgaver, inden Klims komplette versioner udkom. De er ganske enkelt uden undtagelse massivt kortere end Klims og de engelske originaler. Betragt eksempelvis Abernes Konge som i Klims komplette udgave har en faktor 582400 mod 453936 Hasselbalch’s snart 100 år gamle udgave; således forsvandt omkring 20 % af teksten allerede i denne danske debut. Bevæger vi os hen til den Frederik E. Petersens illustrerede 70’er udgave, hedder faktoren nu 388600; yderligere ca. 10 % af teksten var skrallet af.

Total grotesk bliver det, når man sammenligner Klims komplette udgave af ”Tarzan Returns” med FEP’s sidste udgave af samme; ikke mindre end 50 % af teksten var den reduceret med! Dette er imidlertid muligvis et særtilfælde. Netop denne roman er som sagt i tidligere udgaver skrevet sammen med ”Bests of Tarzan” og da de to romaner i 80’erne atter blev separerede, har man sandsynligvis ikke haft megen mere tekst at gøre godt med, end man kunne hente fra sammenskrivningen.

Det næste, der springer i øjnene, er hvor konsekvent og voldsomt Williams pocket version blev ”klippet til”. På mig gør det ligefrem ondt at erkende, at disse små bøger er så indskrumpede, at de må betegnes som useriøse, for jeg husker dem med stor glæde fra dengang, jeg fandt dem i den lokale brus og sneg mig til at læse dem i stedet for den forhadte fysikbog.

Imidlertid er de forkortede indtil det groteske; ikke kun i forhold til originalerne men så sandelig også overfor tidligere danske udgaver. Læg mærke til at ”Tarzan Finder En Ny Verden” har en faktor næsten dobbelt så høj i en af de gamle FEP udgaver!

Og dermed er vi så fremme ved FEP udgaverne. Disse spænder over et langt tidsrum og der kan sagtens være sket flere bearbejdninger sted undervejs, end Skema 3 antyder.

Helt overordnet: Også FEP udgaverne synes massivt beskårne; om end ikke så radikalt som Williams. Sværere er det at lodde forskellene mellem dem. Der er dog faktor forskelle mellem den høje, den korte gule og den lange gule udgave. Så store forskelle, at i det mindste nogle af bøgerne på et tidspunkt er blevet kraftigt bearbejdet og forkortet, men tendensen er ikke entydig og går begge veje mellem de tre udgaver. Et kvalificeret gæt kunne lyde, at man løbende har taget udgaverne op til revision og ændret individuelt og ”efter behov”.

Mere entydig er tendensen, når vi når frem til den stadig meget udbredte illustrerede udgave fra 1971. I bedste fald er faktoren inden for en fejlmargen eller også må bøgerne siges at være blevet bearbejdet ned i længde.

Mens vi er ved denne illustrerede udgave, er det måske på sin plads, at pointere at Tarzan bøgerne, bortset fra denne udgave, kun i meget begrænset omfang blev illustreret. Besynderligt når man tænker på det taknemmelige materiale, men danske børnebøger har traditionelt sjældent været beriget med tegninger. De eneste andre Tarzan bøger med illustrationer, jeg er stødt på, er nogle få fra Williams serie. Så lad os kort tage fat i tegneren til FEP’s udgave. Fyren er spanier og hedder Jose Rafael Mendez. Han har gjort det meget i tegneserier og i Danmark har vi fået hans ret skrækkelige Bimba i Sally bladet, men eller er han en absolut kompetent tegner og jeg synes, han gjorde et vældigt godt job, som illustrator af de ni Tarzan bøger, der udkom i denne udgave. Man kan måske bebrejde ham, at Tarzan ser lovlig ung ud, men hans illustrationer er detaljerede og oser af liv, ligesom man får indtrykket af Mendez virkelig har studeret teksten for at ramme situationen præcist. Ellers skal han også have ros for at kunne tegne kvinder! Det var noget, jeg værdsatte dengang.

Om vi springer videre til FEP’s sidste udgave, Tarzan i softcover, er det Interessant, at ”Tarzan’s Søn” pludselig har en så markant større faktor, at det må konkluderes, at der er sket en form for restaurering! Denne udgave er sjælden, så jeg kan ikke tjekke om det gælder hele serien.

Hvad kan man udlede af alt det her? At en bunke illusioner i hvert fald for mit vedkommende er bristede. Ingen af de Tarzan bøger, jeg som knægt læste, og meget få af dem jeg senere har haft i hånden, kan påstås at være ”ægte”. De er alle forkortede i et omfang, så man ikke kan bedømme bøgerne ud fra de danske udgaver, når vi ser bort fra Klims to komplette udgaver.

Myterne om, at de ”bare” er renset for det værste racisme og lidt misogyni, må afvises! I hvert fald frem til og med FEP’s illustrerede udgave blev bøgerne udsat for den ene bearbejdning og beskæring efter den anden.

Tilbage står spørgsmålet: Hvad pokker er det så, jeg og utallige andre danske drenge og mænd har læst? Er det i det hele taget Burroughs Tarzan eller blev det efterhånden til ”oversætternes” kulturbetingede fortolkning?

Den eneste måde at komme det spørgsmål til livs er naturligvis at læse og sammenholde de forskellige udgaver med originalen. Kun på den måde kan det afdækkes, hvad beskæringerne gemmer af materiale og hvor meget som er omskrevet.

Dette arbejde ligger imidlertid uden for denne artikels målsætning, men jeg håber i et senere nummer af Nørd Nyt at tage det op.

Jesper Ilum Petersen

Fungerer filmen om Linda og Valentin?

Det var egentlig Dunkirk, jeg ventede på at se, mens trailere for sensommerens og efterårets øvrige film gled over lærredet. Der var selvfølgelig de sædvanelige halvhjertede superheltefilm, som Marvel og DC i en lind strøm, og som rugbrødsinstruktører producerer uden skyggen af kunstnerisk vision. Den ene trailer dummere end den anden. Man skulle tro, at det var en konkurrence i tyndeste plot, fleste computereffekter og mest urealistiske eksplosioner. Hvilke film, der specifikt blev reklameret for, fortaber sig lidt i tågerne, men dette beviser måske netop pointen. Ikke at jeg kunne finde på at se dem, faktisk har kun haft den delvise fornøjelse at se Iron Mand, den første Captain USA-mand, Hellboy, Nicolas Cage som brændende motorcyklist (jeg ved ikke helt om det er en superhelt), Nolans tre Batman-film, halvsovende nogle af de første X-men-film samt Spiderman 2 eller 3 mens jeg var syg med opkast (dog ikke foranlediget af filmen). Jeg vandt vist også engang Avengers på dvd til en pakkeleg, men jeg må indrømme, at jeg ikke har orket at se den endnu. Og så er sikkert et par, jeg har glemt eller fortrængt. De fleste nyere superheltefilm er decideret dårlige film, og jeg selvomjeg ikke selv har set de mest berygtede (Thor og Superman vs Batman), så jeg har set rigeligt ud fra trailerne. Hvorvidt de lever op til kildematerialet skal jeg faktisk ikke kunne udtale mig om, for jeg har aldrig haft den store fidus til superheltetegneserierne. Jeg tror aldrig jeg har kunne snuppe konceptet med superkræfter, og det virker også til, at universerne har svært ved at overholde deres egne regler. Kun Christopher Nolans Batman-trilogi og Guillermo del Torros Hellboy-film stikker ud som gode film med en kunsterisk ambition, ja Nolans værker er ligefrem fremragende! Derfor havde jeg også store forventninger til hans seneste film, Dunkirk, om den dramatiske redning af britiske tropper fra Normandiets kyst i 1940 fra tyskernes besættelsestropper. Men før publikum blev suget ind i dette mesterværk af en spændingsfilm, skulle vi igennem de obligatoriske trailere.

Da biografgængerne fik en forsmag på Valerian and the City of a Thousand Planets, fik vi første gang set Luc Bessons bud på Linda og Valentins rumunivers. Personligt var jeg lidt forvirret over, hvad der foregik, for jeg anede ikke, at Luc Bessons havde haft sådan en filmatisering i støbeskeen. Men måske undrer det ikke, for han har tidligere kastet sig over Tardis serie om Adèle Blanc-Sec. Filmen om den benhårde parisiske reporter fungerede nogenlunde: Fotografisk og stemningsmæssigt rammer han tegneserieoplægget ret godt, men at give Adèle en søster og gøre hendes sygdom til den primære drivkraft for Adèles er et direkte karaktermord! I tegneserien er Adèle jo netop blottet for følelser, hun er kold og kynisk, og dermed en interessant og atypisk hovedperson. Om Luc Besson denne gang ramte bedre kunne kun tiden vise, for traileren kunne ikke byde på meget andet end et hurtigt glimt på filmens visuelle side. Her vakte nogle computeranimerede rumvæsner min interesse, ikke fordi jeg kunne genkende dem fra tegneserien (som jeg faktisk aldrig har læst), men fordi de så så kunstige ud. Et skoleeksempel på dårlig brug af computereffekter i moderne film. For selvom stort set alt kan laves på computeren, så er det saftsuseme svært at få det til at fungere. Tit fungerer det så ringe, at en skuespiller i en latexdragt virker bedre, som fx gummi-italienerne fra Star Wars Episode I (disse blev siden skiftet ud med computeranimerede versioner i Episode II og III), der nok fra gyselige at se på, men dog stoflige og nærværende.

At filmens titel er Valerian, synes jo at negligere Lindas rolle. Jeg husker vel ikke forkert, når jeg påstår, at tegneserien hedder Linda og Valentin? Navnet Valerian er muligvis originalnavnet, men det minder kun svagt om Valentin, så det var faktisk først et par dage senere, at det gik op for mig, at der var tale om en film om Linda og Valentin. Muligvis ville de biografgængere, der større kendskab til tegneserien end blot at have bladret i et bibliotekseksemplar engang, hurtigere have regnet dette ud. Men det ville nu ikke have gjort noget at tydeliggøre denne sammenhæng, fx med en dansk titel som Linda og Valentin og De Tusinde Planeters By eller sådan noget. Ordet Valerian får jo den gængse biografgænger til at tænke på Valerian steel fra Game of Thrones, og så var det nok gået stærkt fra drager til rumskibe. I næste sæson indtager Danerys Kings Landing med en intergalaktisk flåde af rumfartøje bevæbnet med laserstrålekanoner og protontorpedoer. Og når vi nu er i gang med at forbedre Game of Thrones sidste og afgørende sæson, så spar også her på computereffekterne og overflødigt tjubang! Det virker som om Hollywood tror, at større og vildere altid er bedre. Hvad blev der af intriger, giftmord og geduglte alliancer? Man skulle tro, at det er billigere at hyre en flok animatorer til at lave en ordenlig gang forlorens øjengas end at få en manuskriptforfatter til at skrive et fængende plot en en troværdig dialog. Øv!

Ungdomsreporteren

Agent 327 slår til igen!

Som vi alle ved er agenter populære både på film og i tegneserier. Vores kære Bond er nok den mest berømte - og medvirker i et utal af film og tegneserier. Mange er fulgt i kølvandet på Bond eller 007. Taler vi romaner slutter det slet ikke - rækken af hemmelige agenter er uendelig.

Indenfor tegneserier dukker de op i ny og næ. Både agenter og agent parodier. Parodierne er en hel genre for sig selv. Gennem årene har vi set både danske og udenlandske serier. Men et synes at være sikkert. Hvis man bliver berømt nok ender man på filmlærredet. Eller i disse digitale tider er det måske mere korrekt at skrive Netflix o.a.

I starten af 80´erne lancerede den hollandske tegneserie tegner Martin Lodewijk en veloplagt serie med netop en Agent. Da Agent 0-0-7 var optaget blev det i stedet til Agent 3-2-7. Det blev starten på mere end 20 albums med 3-2-7. De 9 albums blev udgivet på dansk; alle udsendt i årene 81-89. Heraf blev 5 albums genoptrykt og udsendt til abonnenterne på serien "Albumklubben Trumf". Martin Lodewijks Agent 327 serie startede helt tilbage i 1966 med Jan Kruis som tegner. Kort efter overtog Lodewijk selv hele arbejdet med serien, som i første omgang gik i magasinet Pep. Det første album dukkede op i 1970 - Dossier Stemkwadrater - og det er netop det album, der som det første udkom i Danmark som "Sagen om det knuste glas".

Dette album handler kort fortalt om Dr.Maybe som ser sig nødsaget til at eliminere Agent 327. Opgaven gives videre til nogle franske medsammensvorne, for hvem det lykkes at sende Agent 327 ud over en skrænt i en bil i fuld fart med ødelagte bremser! Agent 327 reddes her af sin Lille Nellie helikopter, som han nødtvunget fik med på sin ferie. James Bond har tilfældigvis også en helikopter med samme navn.

Tegningerne er fyldt med gags - i det 1.album bliver vores helt smidt ud af et fly - han overlever mirakuløst. Dog ikke uden at brokke sig over den manglende komfort. Næste gang vil han flyve med et andet flyselskab! Serien er spækket med overdrivelser og en stakkels agent, der jaget af forbrydere ikke kan få lov at holde ferie i fred. Og Bond-universet går igen. Forbryderne i dette første album har indrettet sig i et hemmeligt kontrolcenter midt i en falsk vulkan - lige ved siden af en ægte vulkan. Selvfølgelig får de varmen, da de ved en landing forveksler de 2 vulækaner. Ganske underholdende agent-parodi.

Nu er der så blevet mulighed for at se eller gense Agent 327 i aktion, da han som alle de andre mest berømte agenter er gået til filmen. De første spæde skridt om vores computer animerede agent er ude og kan opleves i en både prisvindende(Australien) og lovende kortfilm. "Operation Barbershop" - produceret af Blender animation studios i Amsterdam i 2017. Hele herligheden varer knap 4 minutter. Til gengæld er der tale om 4 flotte stemningsfyldte minutter - spændende at følge om der brygges videre, så vi kan opleve Agent 327 blive kastet ud i længerevarende hemmelige opgaver. Han fortjener det. Kig med - se kortfilmen på nettet! Den version det lykkedes mig at finde på nettet løber 232 sekunder - så der er et stykke vej endnu til biograflærredet.

Kortfilmen kan se på Youtube via denne side: https://agent327.com/

Monsi

Italiensk vulgær surrealisme

Benito Jacovitti er en italiensk tegner, der har haft en lang karriere og illustreret italienske klassikere, såsom Pinocchio, nyere bøger, lavet egne tegneserier, såsom Coccobill (for dem, der kan noget italiensk, så er der en perle i udsigt) og Zorrykid. Jacovittis stil er meget let genkendelig, og har man først set 5-10 tegninger, så spotter man instinktivt hans arbejde. Meget af Jacovittis produktion bærer præg af surrealisme. Der ligger store mængder af hans materiale på nettet, og vignetterne behøver ikke kendskab til italiensk.

I bedste NørdNyt stil har jeg fundet nogen tegninger frem med sjofle undertoner. Kamasultra var et samarbejde mellem Marcello Marchesi og Jacovitti, der oprindelig udkom i nogle tynde hæfter, men nu kan købes samlet (jeg er svaret skyldig om de er komplette) på fransk og italiensk. Der er illustration til klassiske udtryk, såsom "Kanonen fyres af" med i samlingen.

Mads Jensen

Mødre, Malerier og Mord

Juli år 2000, New York

Som så mange gange før, sad Lucana og hendes far på hver deres side af skrivebordet på sidstnævntes kontor. Som så mange gange før lyttede Lucana kun nødtørftigt til sit fædrene ophavs klagesang.

”Det er den forbistrede hedebølges skyld, Lucana. Varmen gør folk irritable. Her til morgen talte jeg med den nydeligste ældre dame, som ønskede sin mand ombragt aldeles omgående. Det til trods for, at de havde været gift på den gode side af halvfjerds år. Og ved du hvorfor? Fordi hun var overbevidst om, at han slubrede med vilje, når de spiste suppe!”

Lucana svarede ikke men stirrede intenst ind i kontoret venstre krog, hvor kontoreleven, William, sad og forsøgte at gøre sig usynlig. William var seksten år, mager, nervøs og næsten ligeså flittig som han var stilfærdig. Endvidere var han rædselsslagen for Lucana.

”Du vil måske hævde, at vi ikke burde klage over et sådant boom i omsætningen.” Foreslog Luckner sin datter, uden at denne gjorde anstalter til noget, der lignede.

”Det er bare så kreperligt, at vi ikke kan jævne denne eskalation ud over hele året. Allerede til efteråret er jeg måske nødtvunget til at fritstille et par af vore udmærkede medarbejdere, men lige nu kan jeg simpelthen ikke skaffe kvalificeret arbejdskraft nok. Forskudte ferier og overarbejde batter slet ikke; i egen person har jeg måttet gå i marken igen til hastesager. Så sent som i sidste uge måtte jeg løbe for livet efter at have sprængt en vordende brud i luften, netop som hun trådte ind i kirken sammen med sin far. Og det blot fordi pigens kommende svigermor i, helt bogstaveligt, elvte time havde set sig gal på tøsen. Tre gader henne havde jeg stadigvæk dusinvis af rasende bryllupsgæster i halen og nåede kun med nød og næppe ind i min bil. Jeg siger dig Lucana; jeg er blevet for gammel til den slags narrestreger!”

Lucana nedlod sig til at sende sin far, som endnu ikke var fyldt halvtreds og i form som en veltrimmet college knægt, et hvast blik. Inden hun fortsatte med at stirre hadefuldt på William.

Siden Lucana fyldte fjorten, havde hun ment, det var enhver mands pligt at savle over hende (undtaget selvsagt: farvede, arabere, eskimoer, kurdere, muslimer, romaer, jøder, katolikker, frimurer, Jehovas Vidner, mormoner, baptister, hinduer, hippier, punkere, militærnægtere, socialister, vegetarer, økologer, handikappede, åndssvage, bi- og metroseksuelle) og hun foretrak til enhver tid et regulært voldtægtsforsøg frem for at blive ignoreret. At William sad og forsøgte at klemme sig ind bag tapetet, mens han gloede på hende som en babysæl, der venter på det afgørende slag med køllen, var i Lucanas bevidsthed den ultimative krænkelse.

”Derfor er det også glimrende, du har ferie, Lucana. Du må træde til med døgnvagt. Det kan måske lære dig, at arbejde adler og kommer før fornøjelser samt rette lidt op på din forfærdelige økonomi, inden …”

”Helt OK med mig, far – men så vel jeg have den lille kontormide som personlig assistent. Jeg gider ikke alt det papirnusseri, vikararbejdet giver.” Snerrede Lucana, idet hun rettede en velplejet negl i retning af William, som med et blev mælkehvid i fjæset.

”Hvad! Det kan der overhovedet ikke være tale om! Ville være ren nepotisme og du har kun godt af at lære lidt disciplin omkring skriftlig rapportering. Jeg kan i øvrigt ikke undvære William her på kontoret, fordi …”

Luckner afbrød for en gangs skyld sig selv og gravede ned i en skrivebordsskuffe og fandt et skema frem.

”Ved du hvad, Lucana? Din ide var måske alligevel udmærket. Jeg er allerede rykket to gange af Williams fagforbund for, at han kommer lidt rundt i virksomheden. Hvad siger du, William? Ville det ikke være dejligt at komme ud og se dig om sammen med Lucana? Så kunne I to unge mennesker være sammen det meste af tiden og lære hinanden at kende, mens I …”

”Hov! Hvor pokker blev knægten af? Jamen du godeste, Lucana! Han er jo besvimet! Stakkels dreng! Han har også arbejdet alt for hårdt her i sommervarmen. Sørg for at han får noget at drikke på vejen ned. Jeg har nemlig allerede en lille opgave, I kan tage fat på. Nogen mener åbenbart, at ejeren af en villa nær Allentown med det fristende navn, Den Evige Fest, behøver lidt assistance til at tage afsked denne del af evigheden. Mærkelig nok intet navn på objektet, men det finder I nok ud af hen ad vejen.”

Øjeblikke senere vandrede Lucana ud af sin fars kontor og gennem afdelingerne for revision og marketing med William over skulderen. Stoisk overhørte hun diverse platte bemærkninger om panikalder og barnerov, inden hun tog elevatoren ned i kælderen, hvor Tom udleverede en uskyldig udseende stationcar. Lucana kastede et sidste blik på arbejdspapiret, inden hun kylede det i en skraldespand og William ind på passagersædet.

Som altid når Lucana havde noget at foretage sig, blev hun mere afbalanceret, men vel ude af byens trafikpropper var hendes temperament igen ved at slå gnister. William havde ikke mæglet et ord men sad fortvivlet og gloede lige frem som en hest med skyggeklapper, mens han ledte efter en fold i læderbetrækket at kravle ned i. Hvad helvede var der galt med knægten? I den alder burde han have hormoner op til halsen, men han havde end ikke forsøgt at klemme på hende. Hun havde endda knappet blusen op og nederdelen var kort nok til, at han kunne få et godt kik på hendes lår.

Tredve kilometer uden for pesthullet af en storby, havde tavsheden slidt så meget på Lucana, at hun tog radikale metoder i brug; hun begyndte at tale venligt til William! Til hendes forbløffelse hjalp det næsten med det samme.

William kunne på sin forsigtige måde tale med om det meste og dum var han ikke. Efter at have berørt en række uskyldige emner, begyndte Lucana diskret at pumpe ham. Også det gik lettere end forventet.

Mellem linjerne kom det frem, at han var vanvittig glad for sit arbejde, fordi det fik ham hjemmefra, men at han var ligeså vanvittig bange for, at hans mor skulle opdage det og opsige hans lærlingekontrakt. At hans største ønske, næst efter at få en hund, var at møde sin far, men at hans mor blev hysterisk bare han antydede mulighederne. At han hadede at sove i pyjamas men skulle. At han omtrent havde opgivet kærligheden, fordi hans mor altid fortalte ham, at hun var den eneste kvinde, som kunne elske ham.

Lucana begyndte at ane et mønster i Williams sky væsen allerede inden, hun næsten uden at tage farten af drejede fra hovedvejen ind på en stikvej, hvor hun nonchalant krydsede igennem tre advarselsskilte som henholdsvis forkyndte: Indkørsel Forbudt, Adgang på eget ansvar, Privat Område.

William blev atter tavs og Lucana fornemmede, at de tænkte det samme:

Vejen var for bred, for lang og for velholdt til at være en traditionel lukket villavej og de var endnu ikke stødt på et eneste hus.

William var på vej til at sige noget, da de hørte brølet fra Harley-Davidsonen bag dem. Den kom hastigt nærmere og Lucana studerede irritabelt forfølgerne i bakspejlet. Fyren, der kørte var en muskuløs krabat med fuldskæg og langt sort hår. Han bar ikke styrthjelm men solbriller og RAT GODS rockeruniform; en organisation stiftet af medlemmer smidt ud af Hells Angels for utilbørlig brutalitet og gemene forretningsmetoder. Bag på Harleyen sad en sparsomt klædt blondine, der grinede ondskabsfuldt.

Parret holdt sig ligesom forsøgsvis et stykke efter stationcaren, inden Harleyen svingede ud til venstre. Fyren gravede ind under læderjakken med venstre forpote og Lucana fik et glimt af en kortløbet MPX riffel. Ikke det mest kraftige våben men rigelig effektiv til at bore sig igennem en bilrude.

Fyren trak gashåndtaget tilbage for at komme op på siden af stationcaren, netop som Lucana trådte gaspedalen ned. RAT GODS repræsentanten var så at sige undskyldt i og med, han ikke kunne vide, at der under hjælmen på Buicken lå en hysterisk tunet V8’er. Stationcaren sprang frem, som en dødsdømt, der ser en nødudgang i gaskammeret og Lucana svingede rask ind foran Harleyen. Blondinen grinede stadig som en luder, der lige har scoret en senator, mens fyren fik en mistrøstig rynke over brillerne, da han forudså Lucanas næste træk.

Forgæves søgte han at undvige, samtidig med at hun hamrede de forstærkede bremser i bund med det forudsigelige resultat, at Harleyen drønede op i Buickens armerede bagende. Allerede inden Buicken stod stille, sejlede motorcykel, Rat God og blondine i uskøn sammenblanding over køleren.

”Nu ikke besvime igen, William! Sådan noget er ikke mandigt.” Skændte Lucana ad drengen, som atter var blevet påfaldende hvid i ansigtet.

”Kom! Vi kan ligeså godt se, om der er noget i resterne, vi kan bruge.”

Med en Colt M 1911 i næven og en modvillig William efter sig spadserede Lucana frem og tog et overblik over ødelæggelserne. Det var hurtig gjort.

Harleyen ville aldrig komme til at køre igen; blondinen aldrig til at grine igen. Rat God’en var landet i vejgrøften og stirrede længselsfuldt hen mod MPX riflen, som var slynget en snes meter op ad vejen. Han tog sig til sin venstre underarm, som tydeligvis var brækket; ellers så han ikke ud til at fejle noget.

Lucana tog ham nøjere i øjesyn, mens hun vagtsomt nærmede sig ham. Han var høj, slank og næppe meget mere end femogtyve år, selvom det lange sorte hår og skæg fik ham til at syne ældre. Der var en træt kapitulation tværet ud over hans fjæs. Han var faktisk et pænt eksemplar, tænkte Lucana, idet hun hævede automatpistolen, næsten synd…

”Om I vil fortælle min mor, at jeg døde i ildkamp mod talrige sværtbevæbnede modstandere, vil jeg være taknemmelig. I finder vor adresse på min ID i tegnebogen. Der er også 700 $ for jeres ulejlighed. Guldkorset, jeg har om halsen, kan I stampe for minimum 500 $.”

Lucana sænkede overrasket pistolen og spærrede øjnene op. Stemmen havde været fast og uden dødsangst, men det var den mærkelige anmodning, som forbløffede hende.

”HA, HA! Lille ven, jeg tror ikke din mor, kommer og skælder dig ud, hvor jeg nu sender dig hen.” Lo Lucana glædesløst, idet hun atter hævede våbnet.

”Du kender tydeligvis ikke min mor. Hun ser ikke blidt på, at man forkludrer en opgave.”

Atter gloede Lucana, mens noget dæmrede inde bag de giftgrønne kobraøjne.

”Vent nu lige lidt! Du er ikke en ussel landevejsrøver; du patruljere strækningen her – gør du ikke?”

Fyren svarede med et resignerende smil. Lucana trådte frem til grøften og gav hans brækkede arm en spark.

”Jeg tror, det har noget med villaen, som kaldes Den Evige Fest at gøre. Lidt forhåndsinformation kunne blive i din favør.”

Sparket fik en mindre rystelse til at gå gennem Rat God’ens krop og et par smertens sveddråber frem på hans pande. Ellers ingen reaktion. Skrap fyr!

”William! Vær sød og find slæbetovet bag i bilen og bind den ene ende til anhængerkrogen. Vi giver vor nye ”ven” her en gratis tur henover asfalten, indtil han syntes, det er tid at få flaben på gled.”

Rat God’en kikkede op på Lucana med et blegt smil. Der var ikke skyggen af angst eller vrede i de brune hundeøjne. Nærmere læste Lucana en naturlig venlighed dybest nede. Selv kneb hun irriteret øjnene i. Fandens også! Den type var næsten umulig at knække. Man kunne splitte dem ad i stumper og stykker, uden at de gav sig.

Lucana gik ned i knæ og sukkede dybt. Atter en gang den dag måtte hun ty til radikale metoder.

”Men selvfølgelig kunne vi også bare smide dig af hjemme hos din mor og fortælle hende, du er komplet uduelig.”

”NEEEJ! Rat Gods er hyret til at holde uønskede væk og levere forsyninger til villaen, som I finder to miles længere oppe ad vejen. Vi modtager betalingen gennem et advokatkontor, ingen ved hvor befinder sig og vi aner ikke hvem, som bor i huset. Vi ser kun de inviterede gæster, når vi ledsager dem til porten og endnu har vi ikke set nogen forlade den igen. Tre af os har kravlet over muren for at se, om der skulle være mere at hente ved at rippe hytten, men heller ikke de har vist sig igen og siden da, har vi holdt vor del af aftalen. Jeg var netop begyndt på min vagt, da I kom og bliver først afløst om seks timer, hvis jeg ikke tilkalder forstærkning og det kan jeg ikke, for min telefon er i Harley’ens sidetaske. Der ligger pigtrådsnet og glasskår øverst på muren næsten hele vejen rundt om Den Evige Fest, undtagen hvis man følger den om til dens sydøstligste stykke, hvor murværket er ved at synke sammen. Sikringsboksen til alarm og indgangslågen har fjolserne gemt af vejen omme bag hybenbusken lidt til venstre for lågen. Og hvis du ikke har mere at spørge om, så vær en flink pige og skyd mig nu og fortæl min mor, hvorfor jeg ikke kommer hjem til aften og det ikke er min skyld. Du skal bare plante kuglen over min næseryg, så sprøjter det mest af hjernemassen ud gennem baghovedet.”

Lucana så lidt forblæst ud og måtte synke et par gange. Inden hun kunne bestemme sig for, om hun skulle efterkomme Rat God’ens anmodning, var William henne ved siden af hende.

”Bor du virkelig også hjemme hos din mor?” Spurgte han interesseret Rad God’en.

”Ja. Mor tror, jeg bliver blødsøden ligesom min far, der droppede ud af mafiaen, fordi han ikke kunne holde ud at mishandle kvinder og børn, hvis jeg får lov til at passe mig selv. Hun fik mig ind i Rat Gods, dengang hun opdagede, jeg ville være bager. Jeg var i praktik hos en bager, dengang jeg var sytten og det er de bedste to måneder i mit liv.”

”Og hvorfor helvedet gør en skrap fyr som dig ikke, hvad der passede dig?” Snerrede Lucana pirreligt.

”Sidste gang jeg forsøgte, smed mor en mikroovn i hovedet på mig, men bageren vel gerne vil tage mig som lærling og lade mig overtage forretningen, når han går på pension om fem år. Jeg har i hemmelighed sparet nok op til at købe butikken, men mor går amok, hvis hun opdager, at jeg ikke bruger mine penge på skøger og stoffer.”

”Jeg hedder William og det er Lucana, vi er lejemordere; dvs. Lucana er; jeg er bare med som …”Knevrede William. Lucana nåede lige at rykke ham tilbage, inden han fik lejlighed til at give hånd til Rat God’en, der med sin raske arm legende let ville have kunnet overmande ham.

”Og jeg hedder Adolf, fordi mor er vild med Hitler, men vil I ikke nok kalde mig for mit mellemnavn, som er Albert.

”Det skal vi nok, men hvorfor vil du absolut være bager? Det må da være super sejt at køre rundt på motorcykel og …” Knevrede William videre.

”I to har åbenbart meget at snakke om, men det må vente!” Vrissede Lucana. ”William, glem det med slæbetovet og hent i stedet førstehjælpskassen. Hvis Albert skal ælte bolledej, får han brug for begge arme. Tag også værktøjskassen; jeg skal finde et eller andet at lave en skinne med.”

En halv time senere var Alberts arm sat på plads og forbundet. Han selv var i overmåde godt humør, efter at Lucana havde afstivet ham med et skud morfin, selv hans mor ville have nikket bifaldende til.

”Så godt har jeg ikke haft det siden, jeg scorede mit første touch down.” Indrømmede han.

”Jeg har altid så gerne villet spille fodbold sammen med de andre børn i stedet for at sidde og læse poesi, men mor siger, det er en kvindeundertrykkende macho sport.” Peb William misundeligt.

”Og jeg drømte ofte om at slippe for den; særligt dengang mor sparkede mig ud på banen, selvom jeg havde tre bøjede ribben.” Kom det bittert fra Albert, idet Lucana hjalp ham på højkant og diskret fiskede hans springkniv op af støleskaftet.

Ude på asfalten svajede Albert lidt, inden han genfandt sin sørgmodige attitude.

”Beklager det med motorcyklen og uheldet med din veninde.” Sagde Lucana, idet hun gestikulerede hen mod liget af blondinen, som ravnene var begyndt at hakke i. Albert skar en grimasse.

”Jeg har to ligeså gode Harleyer og en helt ny Suzuki. Susan kunne jeg ikke udstå, men hun var en fødselsdagsgave fra mor og så dum, at der kunne skrives bøger om det. Hun var overbevist om, at Damaskus er hovedstaden i Disneyland. Det var en pinsel bare at være i nærheden af hende, men hvis jeg ikke bollede hende hver dag, drønede hun hen og sladrede til mor.

”Bare det havde været mig.” Stønnede William. ”Da jeg inviterede Vivi i biografen, kylede mor mig ned i kælderen, indtil …”

”Og hvis I to puddelpikkede pattebørn ellers havde haft nosser, der var værd at tale om, skød jeg dem af! Nu er det fanden pule mig nok med den omgang mor bavl! Ind i bilen begge to!”

William og Albert tilkastede hver Lucana et såret blik, inden de luskede hen mod Buicken.

Minutter senere holdt den med slukket motor oppe på et plateau i skovkanten. Nedenfor lå Den Evige Fest og ventede. Lucana havde forinden lænket Alberts højre raske arm til armlænet, så han ikke kunne finde på uvornheder.

Idet hun steg ud, bekendtgjorde hun:

”Der ligger sandwich og sodavand i kølerboksen omme bag i. I må gerne tænde for aircondition og høre radio, men så skal I lade motoren gå i tomgang, for jeg gider ikke komme ud til et fladt batteri. Der er også tegneserier og en stor pose lakridskonfekt i handskerummet, men I må ikke spise mere end halvdelen, for så får I bare syre i maven og bliver hyperaktive. Jeg er snart tilbage.”

”Gjorde hun nar af os?” Spurgte Albert, da Lucanas nuttede bagdel var forsvundet ned af bakken mod Den Evige Fest.

Omtalte bagdel med tilbehør gjorde holdt foran gitteret og konstaterede, at Alberts beskrivelse holdt vand. Sikringsboksen var også hvor, den skulle være, men hun blev lang i

Irriteret sparkede hun til kassen. Det var frygtelig uopdraget af folk ikke at opdatere deres indbrudsforsikringer til noget moderne isenkram, men så var der vel ikke andet at gøre end at forcere muren. Det var bare pokkers uheldigt, at hun ikke havde fået arbejdstøj med. Blusen var en af hendes favoritter og nederdelen havde hun fået af Paul, dengang …

Ud af øjenkrogen så hun William og Albert komme luntende ned af bakken. Arrigt snurrede hun om og skulle til at give dem en skideballe, da William sagde:

”Undskyld, Lucana. Det er min fejl. Jeg fik kæden af Albert, men det var fordi, vi kom til at tale om, vi ikke kunne være bekendt at lade dig klare det alene.”

”Jeg tror nok, jeg med Williams hænder kan ordne den der.” Sagde Albert, idet han pegede på boksen. ”Dengang jeg var teenager sendte mor mig ud om natten med en gammel indbrudstyv for at lære håndværket og vi afbrød en masse af den slags. Han var vældig rar og det var enormt sjovt, selvom jeg var totalt kvæstet næste dag i skolen, fordi jeg ikke kom hjem før …”

”OK! Så prøv dog! Men går den fordømte alarm i gang, ryger I tilbage i bilen.” Hvæsede Lucana, idet hun satte sig på en træstub.

Hun nåede ikke at surmule ret meget, inden Albert til hendes forbløffelse skubbede lågen op uden andre lyde end lidt knirken.

Inde på den anden side studerede de en stor forsømt park. Hver i sær tænkte de, at Den Evige Fest var et upassende navn til et så ensomt og mistrøstigt sted.

Lucana gloede mistænksomt på Albert.

”Hvorfor skulle jeg stole på dig? Rat Gods tilgiver dig nok fiaskoen oppe på vejen, hvis du forråder mig og William.”

Albert skar en trist grimasse, inden han svarede:

”Spiller ingen rolle; når jeg kommer hjem uden motorcyklen og Susan, er jeg alligevel færdig. Mor kan lugte fiaskoer på kilometers afstand og HUN tilgiver aldrig noget.”

William fik et forpint udtryk i ansigtet.

”LUCANA! Jeg må hjem med det samme! Det er forfærdeligt, hvis mor opdager, at jeg har været udenfor byen og alene sammen med en pige…”

William gik i stå, da Lucana fik et af sine frygtede raserianfald. Kun fordi William og Albert var kloge nok til tavse at stå bomstille og vente på, at stormen drev over, slap de for at blive majet ned. Efter at have hældt en havneknejpe beskidte gloser af sig, mens hun sparkede jord op og fortalte, hvad hun mente om mænd og moderbindinger, foldede hendes sensuelle fjæs sig langsomt ud i mere vanlige folder. Uden at slippe Albert med øjnene, sagde hun:

”William, vær en skat og hent tasken med Alberts plaffejern og de ekstra magasiner, jeg kylede om bag i Buicken. Skal vi have ham på slæb, må han gøre sig lidt nyttig.”

Lucana havde ikke sluppet Albert med øjnene, da William rakte hende MPX maskinpistolen. Uden at fortrække en mine, smed hun den over til Albert, som greb den med sin duelige hånd. Uden flere ord travede hun op ad alleen, hun formodede førte til Den Evige Fest. Alberts åndssvage forsikringer om hans mor var netop så åndssvage, at de måtte være sande. Tog hun fejl, kunne hun ligeså godt lade sig skyde med det samme.

Albert og William trissede ufortrødent efter hende. Tilfreds hørte hun Albert lade MPX’eren glide ned i skuldertasken. Uden at se sig tilbage sagde hun:

”Vi skal bare have nakket ejeren, men mit hyleri har nok adviseret ham om vor ankomst, så vi banker pænt på og beder om en telefon og midlertidig husly, fordi vi har haft et biluheld og Alberts arm er kommet til skade. Derfra tager vi det, som det kommer. Albert, du er min kæreste; William, du er min lillebror. Spørgsmål?”

Øjeblikke senere tronede en palæagtig men alligevel idyllisk bygning frem og Lucana havde kun lige grebet ud efter dørhammeren, da en høj, spinkel mandsperson af ubestemmelig alder åbnede. Han havde usædvanligt høje kindben og et lille opadbukket gedebukkeskæg. Hans ansigt ville have været pænt, om ikke det var så forgræmmet. Alle Lucanas forhåbninger om et net lille rutinemord fordampede, da han som den første åbnede munden.

”Goddag og velkommen til Den Evige Fest. Jeg hedder Eralkul og formoder, det er jer, som kommer angående likvideringen.”

Trioen gloede dumt.

”Dejligt at møde jer, selvom det jo desværre bliver en kort fornøjelse. I kommer meget belejligt, for jeg har netop bagt en kage og kogt vand til tee. Jeg har også en hjemmebrygget blommevin, som vist nok er ganske hæderlig og kold lemonade til den unge mand, om han foretrækker dette.”

Trioen gloede endnu mere dumt. Lucana mest af alt. Det hændte, at ofrene var forberedt på likvideringen, men ikke at de tog det så pænt. Inden Lucana kunne sende en kugle gennem munden på fyren, førte han dem ind i gigantisk hal spækket med malerier.

”Mor har malet dem og må jeg være så uopdragen at bede jer være lidt stille, indtil vi er nået ind i det tilstødende? Jeg har endelig fået hende beroliget og overtalt til at sove til middag. Jeg mener, det vil være i fælles interesse, at vi lader hende hvile så længe som muligt.” Forklarede Erakul bedende. Selv var han den som frembragte mest støj, idet hans skridt klaprede påfaldende mod de smukke marmorfliser. Lucana gloede ned, men en fjollet lang kittel dækkede ham til gulvet. På hovedet bar han en ikke mindre fjollet filthat.

Døren til et hyggeligt gammeldags værelse havde kun lige lukket sig bag dem, da William og Albert med en mund udbrød:

”Du bor også sammen med din mor?”

Lucana forsøgte forgæves at undertrykke en fortvivlet klynken, inden Erakul svarede:

”Ja, gid det kunne være anderledes, men mor vil ikke slippe mig.” Han snøftede lidt og hentede så en gigantisk kage og omtalte drikkevarer.

Lucana spidsede munden i afsky og ørerne i professionel interesse, mens Eralkul brægede om sine problemer med sit mødrene ophav.

Var der andre end Eralkul og hans mor i huset og hvem af dem, var hun bestilt til at myrde? Af en eller anden grund følte hun, det ville være uetisk bare at spørge. Fortvivlet forsøgte hun at følge med i samtalen, som alt for hurtigt udviklede sig til en terapigruppe for underkuede sønner. Hun spiste i hast et par stykker af den forbavsende gode kage, inden hun med et glas af den ligeså gode blommevin i hånden søgte ud hallen for at få lidt luft.

I mangel af bedre studerede Lucana malerierne. Ikke at hun besad ringeste sans eller interesse for kunst, men de var prangende og smukke nok til at gøre indtryk på enhver. De var alle mere eller mindre naturalistiske (for Lucana betød det, at man kunne se, hvad de skulle forestille). Opstillingerne var uden undtagelse festlige med mennesker, som tydeligvis morede sig.

Jo tættere de hang på indgangspartiet, jo ældre syntes de at være; dragter, fornøjelser og effekter var forhistoriske, ligesom penselstrøgene, selv for et ukyndigt øje, hørte en anden tid til.

Længere inde i hallen blev motiverne gradvist yngre. Lige nu stod Lucana foran et seks kvadratmeter lærred, som gengav noget, der lignede en munter havefest fra hendes oldeforældres tid. Voksne sad snakkende på farvestrålende tæpper og nød indholdet af medbragte madkurve, men det meste af lærredet var optaget af legende børn. Et par drenge sloges for sjov, mens nogle piger legede blindebuk. En lidt ældre dreng gav en jævnaldrende pige en gyngetur, så skørterne brusede og pigen henrykt lo.

”Ja bliver man ikke glad blot ved at kikke på det? Et øjebliks munterhed gemt for evigt.” Sagde en blid kvindestemme. Lucana gav et hop af forskrækkelse. Hun havde slækket utilgiveligt på sin årvågenhed. Ikke at synet, da hun snurrede omkring og greb efter sin pistol, var afskrækkende.

Ned af en bredt svungen trappe kom en usandsynlig smuk kvinde hende i møde. Høj, velskabt, langt gyldent let krøllet hår, en prangende dragt som alligevel fremhævede hendes kvindelige fortrin. Huden var ren og velplejet. Smilet omkring den røde mund med de kridhvide tænder var ligeså sødmefyldt som stemmen. Hendes bevægelser var bølgende feminine uden at være sarte. Lucana kunne bestemt ikke lide hende!

Kvinden lo en let latter og gik hen og tog om Lucanas ansigt.

”Så ung, så køn og alligevel så hård. Du vil holde længe, min søde ven, men du burde tilbringe mere tid ude i solen; det ville mildne dig.”

Kvinden skulle til at sige endnu mere, men heldigvis hørte hun i det samme den klynkende pludren fra mændene.

”Åh! Vi har flere gæster. Hvor dejligt! Kom! Vi må ikke lade dem vente.”

Kvinden greb Lucanas hånd og trak hende med sig.

”Erakul, Slemme dreng! Du skulle have fortalt mig, vi har gæster.”

Erakul dukkede utilpas nakken og trak sig lidt væk. William og Albert gloede som fortryllede på kvinden, som kort og godt præsenterede sig som Finola, inden hun gav sig til at knevre om ingenting. De næste minutter blev slemme for Lucana, der hadede tidsspild næsten ligeså meget som homoseksualitet.

Desuden var Finola en af de her kvinder, som på den mest irriterende vis formår at gøre sig til centrum i ethvert selskab. Hun var let, perlende, venlig, farverig, munter og en helt masse mere. I forening, slog det totalt benene væk under Albert og William, der sad som logrende hundehvalpe foran Finola. Fuld af væmmelse søgte Lucana atter ud hallen.

Det her var noget forbandet roderi! Hvem var finken? Husets ejer? Erakuls hustru? Begge dele eller noget helt tredje? Det hjalp ikke meget at spørge, for folk, man agter at dræbe, har det med at sige, hvad der passer dem.

Rasende trampede Lucana i retning af trappen for at få søge facts ovenpå. Hendes blik faldt på et billede af et yngre forelsket par, som kælede ovenpå kølerhjelmen af en ældre men skinnende Pontiac parkeret langs en smuk opkørsel. Ligesom de andre billeder var motivet badet i solskin, så hver detalje trådte frem. Et eller andet ved scenen forekom bekendt.

Lucana stak snuden tættere på lærredet og granskede løs. Det var da, hun fik øje på de dekorativt udskårne kantsten, at klokken ringede oppe i hovedet. Hun havde set dem for mindre end en time siden, da hun sammen med William og Albert havde spadseret op mod Den Evige Fest. Febrilsk løb hun frem og tilbage og studerede et udvalg af billeder. Når man først vidste det, var det tydeligt. Alle motiver var malet omkring villaen. Det var bare ikke umiddelbart til at se, fordi alt i dag var så tilgroet og forsømt og fordi parken havde undergået flere radikale forandringer i årenes løb.

Den unge lejemorder sank et eller andet og spadserede modvilligt længere ind i hallen. Der var intet umiddelbart skræmmende ved malerierne, men man kunne ligefrem spotte, hvornår og hvordan forfaldet satte ind omkring Den Evige Fest. Hun var nået til det sidste billede og nakkehårene rejste sig uvilkårligt. Det forestillede tre yngre mænd, som fulde af godt humør, skød til måls efter øldåser. Selvom to af dem havde smidt jakkerne, var Lucana ikke et sekund i tvivl om, at det var de forsvundne Rat Gods, Albert havde knevret om.

Atter granskede Lucana billederne og mysteriet voksede, da hun så signaturen i nederste højre hjørne … Finola! Men det var umuligt. Erakul påstod, hans mor havde malet billerne, men Finola var en ung kvinde. Hvorfor havde han løjet? Havde han løjet? Atter pløjede hun sig gennem et udvalg af malerierne; nu med mere kritiske øjne. De bar alle Finolas navnetræk og hed alle sammen et eller andet med Fest.

Det her var komplet latterligt. Hvem havde interesse i at fremstille et så stort antal malerier af glade mennesker i en og samme park? Hvis motiverne talte sandt, måtte det også være hændt over et spand af flere generationer. Hvorfor var de alle malet udendørs i høj sol? Hvorfor navneligheden? Hvorfor …?

”Jeg tog vist fejl af dig, din lille tøjte. Du er for kynisk og klartseende til, at den klare sol kan rense dig. Du dur ikke!” Sagde Finola, idet hun svævede over gulvet mod Lucana, som uvilkårligt gled ind i en kampstilling. For sent indså hun, at Finola bevægede sig alt for hurtigt til, at det var menneskeligt muligt. Som om Lucana blev ramt af et æselspark, væltede Finola hende omkuld. Kun fordi Lucana nåede at rulle med slaget, blev hun hverken dræbt eller slået helt bevidstløs men mærkede hvordan, hun i sit eget lange hår blev trukket hen over gulvet og smidt ind i halvmørkt rum.

Selv var Lucana ved at falde ned i bevidstløshedens bundløse mørke og et mindre stridbart sind havde gjort det, men ligeså hurtigt hun landede på gulvet, ligeså hurtigt begyndte Lucana at kæmpe sig op. Det tog tid, for slaget havde gjort flere af hendes lemmer følelsesløse og sendte en skærende smerte igennem de øvrige. Som en slatten kludedukke arbejdede hun sig hen til en håndvask og brækkede sig eftertrykkeligt. Da hun havde slukket sin tørst og var sikker på, at benene ville lystre hende, bevægede hun sig tilbage ud i den gigantiske hal. Smerterne var aftagende; hendes raseri tiltagende.

Da hun med sin pistol i næven sparkede døren til Erakuls værelse op, blev hun ikke overrasket over, at finde det tomt. Hun havde også en mistanke om, hvor selskabet befandt sig.

Efter at have sneget sig halvvejs igennem den anseelige park fandt hun, hvad hun søgte. De tre ungersvende spillede noget så fredeligt om kroket, mens Finola inde fra skyggen med hurtige penselstrøg skitserede deres opstilling på et lærred. Lucana stoppede uvilkårligt op og studsede over den tilforladelige scene. Et eller andet var forkert. Det var netop lidt for meget en scene og lidt for lidt et spil. William og Albert bevægede sig men urimeligt langsomt; næsten som om et par stykker mekanisk legetøj på vej til at gå i stå. Erakul fulgte bedrøvet deres søvngængeragtige bevægelser.

Kvindelig intuition og hurtig hjerne løste på et splitsekund netop så meget af gåden, at Lucana gik i panik og sendte tre skud ind i ryggen på Finola. Allerede inden denne snerrende vendte sig, vidste Lucana, at hun havde kvajet sig. Men hun vidste også, at ligeså åndssvagt det var at skyde mod væsenet, ligeså tåbeligt ville det være at flygte fra det. Ergo sprang hun frem og knaldede det ned med et baglæns cirkelspark.

Manøvren tog i den grad fusen på bedrageren, som kaldte sig Finola, at den skrigende væltede bagover ind i staffeli og den lille hylde med remedier.

Finola skreg endnu højere, mens Lucana tildelte hende yderligere et par spark, der kunne have gjort det af med en velvoksen tyrekalv, men det var mest af frustration. Lucana forstod hvorfor, da hun så William og Albert komme ud af fortryllelsen. De bevægede sig atter naturligt og kikkede sig forbløffet omkring. Lucana gloede ad den forlokkende opkørsel mod bilen. Der var for langt og for åbent.

”OK, drenge! Frikvarteret er forbi. Ind i huset igen.”

William og Albert løb som gjaldt det væsentlig mere end livet; af en eller anden grund var Lucana ikke overrasket over, at Erakul gjorde dem følgeskab. Idet de rundede et sving ved nogle gamle elmetræer, vovede Lucana et kik tilbage og fortrød det omgående. Finola havde smidt forklædningen. Den knap nok menneskelige skikkelse var grotesk stor, grotesk uhyggelig og grotesk sort. Ind og ud af den væltede sig noget, der lignede maddiker store som slanger. Skikkelsen hævede armene og ud fra dem skød et lynglimt, som næsten blindede Lucana. En ildkugle for frem mod dem og selvom de nåede at runde svinget, mærkede de den brændende hede. Lufttrykket slyngede dem næsten hele vejen op til fordøren. Inde i hallen plaprede Erakul:

”Op af trapperne! Der er et par rum, mor meget nødigt betræder.”

De var nået op på første salen, da den sorte skikkelse susede ind i hallen og op af den smukke gamle trappe efter dem.

”Vi er på vej ind i fars gamle gemakker. Han var en venlig og blid mand. Jeg tror, det er derfor, mor næsten ikke kan tåle at nærme sig dem. Bemærk stuklofterne som han selv skabte og var så stolt af. Han havde i det hele taget en glimrende smag. Lysekronen, vi lige er løbet under, blev specialfremstillet i Rusland efter hans anvisninger og hvis I inde i næste rum kikker til venstre, vil I se nogle dejlige freskoer. Navnlig det som forestiller Atlantis lige inden katastrofen, synes jeg er vellykket.” Knevrede Erakul, netop som nok et par ildkugler gjorde døråbningen dobbelt så stor og pulveriserede en himmelseng.

Et par rum dybere bremsede han op og tændte nogle olielamper. De befandt sig i et gammeldags hyggeligt bibliotek. Mens William og Albert sank pustende omkuld på en sofa, stillede Lucana sig over for Erakul. De grønne kobraøjne i hendes smukke ansigt gnistrede i raseri; Erakuls galop gennem huset havde endelig afklaret, hvad lyden af hans skridt mindede hende om. Han satte sig ikke til modværge, da hun flåede den lange kittel og hatten af ham. Med tilbageholdt åndedræt studerede hun hovene, hvor fødderne skulle have været, og de små horn i hans pande.

”Du er en djævel?” Spurgte hun skeptisk.

”Bevares nej! Hvor får du sådanne tanke fra, søde barn? Jeg er skam noget så fredeligt som en satyr, selvom jeg er bange for, at det var mødet med mig, som fik den stakkels Joseph Smith til at gå fra koncepterne og opfinde sin religion. Jeg gik med høj hat dengang og da han fandt den…”

Lucana tog en dyb indånding og forlangte:

”Forklar!”

”Ja, det er jo nok nødvendigt. Altså min kære fader, som I ser der oppe på væggen…” Erakul gestikulerede op mod et maleri af en satyr, som lignede en mere behåret udgave af ham selv.

”… han var som sagt et kærligt væsen og desuden en særdeles dejlig far. Desværre er vi satyrer også nogle lystne små bæster og da han mødte min mor, blev han aldeles rundt på gulvet af forelskelse, fordi …”

”… han så hende som vi så hende indtil for et øjeblik siden?”

”Beklageligvis ja. De giftede sig og fik mig og var vist nok lykkelige i hvert fald et halvt århundredes tid, men selv ikke far kunne blive ved med at lukke øjnene for mors mere øhmmm … diskutable karaktertræk. Navnlig ikke da han indså, at hun misundte ham hans evige ungdom.”

”Er hun da ikke også en satyr?”

”NEJ! Sådan noget må du endelig ikke sige, sødeste ven. Alene tanken er vederstyggelig! Mor er naturligvis et menneske; ja det vil sige… jeg kan godt forstå din undren… hun var en af de sidste og mest magtfulde præstinder under mayaregimet. Egenhændigt ofrede hun i tusindvis af stakler på stenaltrene, inden hun indså, at der var mere egenkærlige måder at udnytte solens kraft og de fordømte på.”

”Som at spærre deres sjæle inde.”

”Så at sige ja, men det er ikke kun sjælene, hun tilraner sig; hun tager alt… krop, sjæl, minder og håb. Ved solens hjælp fanger hun det alt sammen oppe på lærredet og under den nuværende hedebølge, har hun meget let spil. Det bliver til en pøl af ungdom og glæde, hun efter behag kan dykke ned i og genopfriske sig selv i. Staklerne på malerierne har ikke andet valg, end i al evighed at hænge og smile, selvom jeg ikke kan tro, de har så forfærdelig meget at smile af.” Kom det melankolsk fra satyren.

”Din far …” Begyndte Lucana usikkert og pegede op på billedet af den triste satyr.

”Mor malede ham, da han opdagede hendes svineri. Da var han blevet bitter og vred på hende og derfor har hun ikke noget at bruge billedet til, så jeg har fået lov til at hænge det op her i stedet for nede i hallen sammen med de andre.”

”Og du står i ledtog med hende. Det er derfor, hun ikke har malet dig?” Anklagede Lucana, som gloede paf, da Erakul brød ud i hæmningsløs gråd. Da han var nået til kun at snøfte, sagde han:

”Jeg kan ikke bebrejde dig, du tror sådan, men mor kan ikke male mig nogen steder hen, for vi er af samme kød, og de eneste, troldkvinder ikke kan gøre ondt, er deres forældre og børn. Desværre er hun så magtfuld, at hun kan holde mig indespærret her i Den Evige Fest og det er ikke spor festligt. Jeg er så glad, når vi får besøg, men også ked af det, for jeg når sjældent meget mere end at lære mine nye venner at kende, inden mor maler dem op på væggen.” Jamrede Erakul, inden nok et flæbeanfald overmandede ham.

Med afsky så Lucana, at også William og Albert begyndte at snøfte og hun var endnu engang ved at brække sig, da trioen sekunder efter sad trøstende og klamrede sig til hinanden.

”Vi skulle slet ikke dræbe nogen? Det var bare for at lokke os hertil?”

Erakul kikkede forvirret op. Pudsede næse i et blomstret lommetørklæde og spurgte:

”Hvad mener du? Mor så annoncen i New York Times, hvor der stod: Vi er til rådighed for enhver slags eliminering. Vi troede begge, det betød, at firmaet sendte folk ud, man mod betaling kunne slå ihjel.”

Lucana stod måbende næsten et minut, inden hun vaklede hen til et velforsynet barskab og skyllede et par velvoksne brandyer ned. Med en cigaret i flaben satte hun sig til at tænke.

Det her var ikke blot en omgang fordømt omgang roderi – det ville blive direkte ydmygende, når alle i biksen fandt ud af, at hun var bestilt til at blive myrdet! Hun kunne allerede høre de spøgefulde bemærkninger, hun år frem ville blive dynget til med. For at strø salt i såret kunne hendes far af etiske årsager finde på at annullere kontrakten. Det ville igen betyde nul hyre, nul refusion og nul bonus til hende og hun havde brug for pengene. Lamboginien trængte til ny forskærm efter, hun havde kørt den ind i Marian og Annette, dengang hun opdagede, hun ikke skulle inviteres med til deres fest. Der var også den minkpels, hun sådan ønskede sig…

”Er nogen tiltænkte ofre nogensinde sluppet herfra?” Spurgte Albert uden håb i stemmen.

”Et par stykker nåede i tide at flygte, men da var de allerede gale af skræk. Den eneste, som rigtig klarede det var en kvindeglad fyr, som hed noget med Carl. Han forførte mor, inden han fuppede hende. Hun flippede fuldstændig ud; og det gjorde hun igen mange år senere, da hun hørte, at han parodierede hende i en tegneserie om sjove dyr…”

”Tror du, din mor stadig fantaserer om at male os ind i samlingen nedenunder?” Afbrød Lucana.

”Nej, det er et lyspunkt. Nu hvor I kender hendes plan og sande jeg, er I jo ikke ligefrem muntre, og dermed uanvendelige til formålet. Måske vil hun lade jer sulte ihjel her oppe eller måske overvinder hun sig til at komme og slå jer ihjel. Men det kan ikke gå værre, end at hun bruger et par måneder på at torturer livet ud af jer, så I skal ikke bekymre jer.”

”Ja når bare jeg ikke skal hjem og forklare alt det her til mor.” Kom det opgivende fra William. Albert nikkede tungsindigt. Lucana betragtede dem undersøgende.

”Hvordan kan det være, at de to små humørbomber pludselig kom til live igen ude i parken? Din mor havde jo næsten pacificeret dem.”

”Ja, det er mere end underligt!” Indrømmede Erakul, idet han eftertænksomt kløede sig i gedebukkeskægget. ”Jeg fatter det simpelthen ikke; det er aldrig sket før.”

”Fordi jeg afbrød din mor i hendes arbejde?”

”Nej. Når noget er malet, er det malet, fordi solen og farverne binder motivet til lærredet. Mor beholder kun billederne, fordi hun kan lide at kikke på dem, hun har krammet på.”

Lucana vred hjernen, inden hun forlangte:

”Fortæl mig alt om din mors kunstneriske udfoldelser; hvordan hun maler, hendes redskaber og så videre.”

Man kunne se på satyren, at den syntes, det var et mærkeligt forlangende, men den var alt for høflig til andet end at adlyde. Den satte sig ned og plaprede løs med alt, hvad den kunne komme i tanke om, mens Lucana tavs lyttede. Den gik først i stå, da et lille smil spillede om munden på Lucana.

”Er der noget, din mor ikke kan tåle, Erakul? Har hun nogen svagheder?” Spurgte Lucana næsten blidt.

”Ja som afgudsdyrker er hun jo i sagens natur, meget lidt begejstret for kristne symboler.”

”Kors og sådan noget?”

”Hun kan ikke udstå dem, men glem alt om at gemme dig bag et af dem. Som du lige har erfaret, behøver hun ikke komme ind på livet af dig for at tilintetgøre dit indbydende jordiske hylster.”

Lucana satte sig til at gruble med hovedet mellem hænderne. Ingen af mændene vovede at sige et ord. Til sidst kom det næsten ydmygt fra hende.

”Jeg har brug for tre ting: At slippe væk et par timer. At I holder Finola beskæftiget og at I stoler på mig. Når jeg kommer tilbage, ordner jeg resten.”

Lucana kikkede uden forhåbninger på trioen og hun blev alvorligt overrasket, da William sagde:

”Når Lucana siger, hun kommer tilbage, gør hun det også. Vi skal nok gøre, hvad vi kan.”

Albert og Erakul nikkede tungsindigt, inden sidstnævnte gik hen og slog gardinerne fra et mørnet vindue. Der var lang vej ned, men muren skrånede lidt og mørtlen mellem stenene havde givet sig i årenes løb. Albert stillede sig ved hendes side.

”Havde det ikke været for min brækkede arm, tror jeg nok, jeg kunne have klaret turen ned. Indbrudstyven, mor sendte mig ud med, havde i sine unge år været en dygtig klatretyv og han lærte mig …”

Albert nåede ikke længere, inden Lucana var ude over karmen.

”Mor har knivskarpe sanser. Hun vil snart høre dig.” Peb Erakul.

”Så larm som ind i Helvedet!” Snerrede Lucana, op til ham.”

Tilfreds hørte hun William og Albert tage fat på at råbe fornærmelser ud mod Finola, som svarede igen med noget, der kunne ligne forbandelser på et for længst uddødt sprog.

Mindre end en halv time senere huggede Lucana stationcarens bremser i ud foran Allentowns største farvehandel, hvor hun to minutter efter havde specificeret sin sælsomme ordre for indehaveren, som mumlede, at hun kunne komme igen om en uge og forhøre sig. Lucana smed 3 tusind $ sedler på disken og jog Alberts springkniv ned mellem fingrene på fyren, da han greb ud efter dem. Blidt forklarede hun, at ligeså mange sedler ville blive lagt oveni, om han indenfor en time havde ekspederet ordren; i modsat fald ville der ryge et tilsvarende antal finger led af hans højre hånd. Allerede tre kvarter senere foretog hun en net lille bremsevending ud for byens katolske kirke, hvor hun traf en venlig ældre padre, som velvilligt lod sig bestikke.

Idet hun sprang ud af Buicken foran for Den Evige Fest, kikkede hun uroligt på sit armbåndsur, men inde i hallen lød stadig Finolas raseriskrig, der mindede om metalplader, som skraber mod hinanden. Fornøjet pumpede Lucana tryk på beholderen, inden hun rettede slangen mod billedet af en sød lille dreng i sømandsdragt, som smilede over hele tiøren, mens han kløede en jagthund bag øret. Med ondskabsfuld fryd så Lucana motivet først blive sløret og efterhånden udviskedes. Ivrigt gik hun videre til næste billede, som forestillede en flot cowboy, der med lasso fangede en grinende rødhåret ungmø.

Lucana havde givet over halvdelen af samlingen et lag af den specielle ammoniak opløsning, farvehandleren havde bikset sammen, da skrigene ovenpå fik en tvivlsom undertone. Lucana satte tempoet op og netop som hun oversprøjtede billedet af de tre Rad Gods, lød der et nerveflækkende vræl oppe fra den brede trappeafsats. Finola stirrede flere sekunder målløs ned på Lucana, som skyndte sig at pumpe mere tryk på beholderen.

Ikke så kvikt så tidligere men dog hurtigt, var soldyrkeren nede af trappen, hvor Lucana stod klar. Netop, som kløerne skulle til at flå ud efter hendes strube, rettede hun strålen mod uvæsenet. På smerteskriget forstod Lucana, at padren ligeså lidt som farvehandleren havde snydt hende. Padren havde ellers været en smule tvivlende overfor at skulle gøre noget så suspekt som at velsigne en ammoniakopløsning til vievand, men heldigvis havde han også været temmelig beruset.

Trods smerteskrig og den ubeskrivelige stank af gennemsyret kød, der for længst burde være blevet til støv, fik Lucana en betænkelig rynke i panden. Finolas viljestyrke var imponerende og lige nu var hun tydeligvis besluttet på at genoptage sine gamle sysler som mayapræstinde og læske sig i ungt uskyldigt pigeblod. Lucana, der ligeså lidt var uskyldig, som hun havde intentioner om at lægge krop til eksperimentet, fortrak baglæns hun op af trappen med Finola i sprøjteafstand efter sig. Alle slør var lagt; det var som at stirre ind i et sort hul af had og begær.

Næsten oppe var Lucana til sin irritation omkranset af Erakul, William og Albert.

”Væk, for helvedet! Vi må tilbage i sikkerhed på din fars gamle enemærker, Erakul.”

”Altså… nu er det ikke for at være en lyseslukker, men jeg er ret sikker på, at mor vil forfølge jer helt ind i Peters Kirken, så ophidset hun er nu.” Klynkede satyren.

Lucana bed sig i læben. Det her var et kapløb på tid og udholdenhed. Finola blev afgjort svagere for hvert minut, men der var heller ikke meget velsignet ammoniakopløsning tilbage i beholderen. Lucana ændrede strategi og sprang frem og oversprøjtede den forhenværende mayadronning direkte ind i gabet. Finola skreg som om tusind nåle flåede i hendes kød, mens hun veg ned af trappen.

”Vi skrider nu. Stik af når jeg har fået hende væk fra trappen. Jeg følger bagefter.”

”Du må ikke dø, Lucana.” Kom det grådkvalt fra William.

”Hold op med at våse, William! Jeg kan slet ikke tillade mig at dø; far ville lade mig høre for det resten af livet. ”

Ordene var kun lige undsluppet Lucanas mund, da hoveddørene i hallens modsatte ende med et brag blev slået op.

”WILLIAM! Hvor vover du at forlade mig? Da jeg endelig fik vredet ud af din chef, at du var draget udenbys med en PIGE, bestemte jeg på stedet, at det er slut med…”

”ADOLF, din uduelige abekat! Du har ødelagt din motorcykel og ladet din skede dø! Hvad har du…”

Med et henryk hvin, som flængede de to nærmeste glasruder, vendte Finola sig mod skikkelserne i døren. Som en køter, der vejrer en tæve, for hun frem mod dem. Hun var så godt som inde på livet af dem, da billedet af de to Rat Gods som det sidste mistede konturerne og blev uigenkendeligt.

I samme sekund strittede Finolas lemmer mod alle fire verdenshjørner, inden hendes sørgelige skikkelse med et brag eksploderede.

Lucanas syn var sløret af ammoniakdampene, så hun så aldrig, hvordan Williams og Alberts mødre tog sig ud i fysisk form, men hun nåede akkurat at dukke sig, da det meste af leveren fra Williams mor kom flyvende imod hende. William selv blev snittet af højre skank fra Alberts mor og roterede så mange gange om sin egen akse, at han var styrtet de seks meter ned mod marmorfliserne, om ikke Albert havde grebet ham med sin brugbare hånd.

Stadig med hovedet ude over gelænderet gloede William først forfærdet ned; så forundret på de ødelagte malerier.

”Hvordan vidste du, Lucana, at…”

”På Erakuls forelæsning om malerkunst, kunne jeg regne ud, at det var terpentin, som var sprøjtet ud over billedet, Finola malede af jer ude i parken. Jeg huskede, I begyndte at spjætte på den rigtige måde, netop som farverne løb ud.”

Den mandlige trio stod stadig og rekapitulerede, da Lucana roligt gik ned ad gangen til satyrens gamle kontor. Hun stoppede op foran dets store portræt; betragtede det et øjeblik og sprøjtede så resten af det specielle vievand ud over det. Efter at have forsynede sig med en lidt tør cigar og en fortræffelig whisky satte hun sig til rette ved skrivebordet og betragtede med pokermine maleriet. Der skete det samme som nede i hallen; malingen gik gradvist i opløsning og en ikke særlig velduftende aroma af gammel olie, trolddom og ammoniak fyldte rummet.

Opløsningen sendte en bleg tåge ud i rummet; en tåge som syntes at få sit eget liv, mens den blev mere og mere bastant. Umærkeligt tog den form af en skikkelse, der ivrigt forsøgte at vandre tilbage til den virkelighed, den var blevet berøvet; noget usikkert som en rekonvalescent, der skal lære at gå på ny.

Lucana bundede whiskyen og tillod sig et selvtilfreds smil. Det var dejligt, at gå af med sejren, men det var pragtfuldt at få ret; særligt når man er en kvinde. Fornøjet marcherede hun tilbage den vej, hun kom fra.

Selvom hun vidste, hvad der ventede, stod hun længe måbende og gloede ned i den enorme hal, der syntes omdannet til en mellemting mellem en galeanstalt og et cirkus.

Da hun forcerede trappen, måtte hun klemme sig gennem en mængde knægte, som beundrede cowboyens fingerfærdighed med sin seksløber. For foden af trappen fik Lucana et glimt af den lille pige fra gyngen, som nu, hvinende af fryd, fik en lufttur af de tre Rat Gods rockere.

Hun måtte lede længe efter William, Albert og Erakul, for hallen var tætpakket med lykkelige mennesker, som grinede og græd deres lettelse ud. Selv jagthunden sprang ellevild gøende omkring. Midt i det hele holdt Pontiacen. Nogle unge piger havde smidt fodtøjet og stillet sig op på den og begyndt at strippe akkompagneret af et par flamingomusikere på guitar og trompet. Lidt til venstre for den trampede, hvad der lignede en børsmægler fra tyverne, frem og tilbage i rituelle dansetrin med en indianer i fjerdragt. Næsten henne ved indgangspartiet skubbede hun vranten en gammel mand i victoriansk klædedragt og tæt omfavnelse med en bredbarmet hippiepige til side. Foran hende dansede Erakul, William og Albert glædesdans rundt om kadaverresterne af deres mødre.

Lucana rynkede på snudeskaftet af svineriet og gik på jagt efter koste, skovle, plastsække og desinficerende midler. Hun måtte skælde temmelig meget ud, inden hun fik trioen til at hjælpe sig.

Tre morgener senere havde virakken lagt sig lige netop så meget, at hun formåede at få slæbt William og Albert med sig ud til Buicken. På trappen stod Erakul og hans far og tog afsked.

”Og I er sikre på, at I ikke vil blive hos os?” Kom det beklagende fra den ældste Satyr. ”I må i det mindste love at komme og besøge os så tit I lyster. Vi har så uendelig meget at være jer taknemmelige for.”

William og Albert lignede nogen, der kunne finde på at genoverveje beslutningen, hvis ikke det havde været for Lucanas små hårde næver i deres kravetøj. Al den glædesrus havde gjort hende en anelse utilpas. Selvfølgelig var det rart med tilfredse kunder, men frivolitet passede ligesom ikke til branchen; hun var da for pokker lejemorder og ikke entertainer!

”I vil virkelig holde åbent hus for hele det slæng?” Spurgte hun, idet hun lodsede Willliam og Albert ind på bagsædet.

”Bestemt! Jeg og min elskede søn har talt om det og selv om han storsindet bortforklarer min naivitet, er vi helt enige. Det var på grund af min dumhed, at min kone kunne gøre så megen fortræd. Det var det værste ved at stirre ned fra det forfærdelige maleri; at vide hun fortsatte med at fastfryse alle de stakler på koldt lærred. Tusind gange svor jeg, at om jeg nogensinde fik chancen, ville jeg gøre, hvad jeg kunne for at udbedre skaden. Helst ser jeg, de bliver hos os og hjælper med at gøre stedet til en rigtig evig fest. Vi satyrer er jo under normale omstændigheder muntre forlystelsessyge væsener, der trives bedst med masser af liv omkring os.

Dem, som jeg ikke må kunne overtale til at blive, vil jeg hjælpe til en plads i verden udenfor. Heldigvis er vi satyrer jo ubegribeligt rige, så det…”

Erakul blev afbrudt, da Lucana begyndte at skændes med en håndfuld rocker tøser og et par mods piger anno begyndelsen af tresserne, som prøvede at hive William og Albert ud af bilen igen. Først en halv times tid og en masse hele og halve aftaler senere, slap Lucana af sted med dem. Endnu et par kalenderblade senere var hun tilbage på sin fars kontor. Luckner lagde hendes rapport fra sig og sagde:

”Magen til savlende vanvid har jeg sjældent været udsat for. Havde det ikke været for et ejendommeligt sammentræf, havde jeg nægtet at tro en stavelse af det. Ellers en bemærkelsesværdig klar og koncis redegørelse. Næppe en eneste stavefejl og for en gangs skyld er kommaerne ikke strøet ud over teksten som peberkorn på en steak. Du har tydeligvis misbrugt dig af William til at forfatte den. Hvor opholder han sig for resten?”

”Jeg gav ham fri, indtil jeg får en ny kontrakt. Han og Albert hjælper med at finde hinandens far, hvis de små bæster altså ikke er listet tilbage til Den Evige Fest for at feste videre.”

”Det hedder: hjælper hinanden med at finde deres respektive fædre. Men denne Albert forekommer mig at være ung mand med potentiale. Kunne du ikke invitere ham ind til en jobsamtale? Vi har mere end nogensinde brug for…”

”Går ikke! Han har allerede købt sig ind i bageriet og begynder så snart, hans venstre forpote er groet sammen.”

”Og William? Du vil forhåbentlig ikke fortælle mig, at han også agter at gå i bagerlære?”

”Nej, han er ellevild over, at han nu kan blive i firmaet og feste i Den Evige Fest om weekenden.”

”Nå! Det var da altid noget. Men…”

”Far, du snakkede før om et ejendommeligt sammentræf …”

Luckner stirrede et øjeblik eftertænksomt ned i det blankpolerede skrivebord, inden han tog en beslutning.

”Du så vel ikke et billede af en høj sorthåret kvinde omkring de tredve. Slank, velbygget og smuk som bare pokker men med et hårdt ansigt og grønne øjne?”

Lucana grublede uden rigtig at komme nogen vegne. Det var altid mænd, hun huskede bedst og at hendes far lige havde givet en beskrivelse, som på nær alderen passede til hende selv, fangede hun ikke.

”Måske var hun i selskab med en lyshåret krøltop med…”

”Nååå … dem som lå og var uartige oven på bilen!”

”EN PONTIAC?”

”Ja, far, men hvordan ved alle laskede latrinludere kunne du vide det.”

Luckner sank sammen i den dyre lænestol og for første gang syntes Lucana, at hendes far så gammel ud.

”Fordi, Lucana, at din farfar tog det meget hårdt, da de stjal hans helt nye Pontiac og kørte væk i. Han satte efter dem og sporede dem til Allentown, inden de sporløst forsvandt og aldrig dukkede op igen.”

Lucana kom med et langt forstående fløjt, inden hun grinende sagde:

”Så sig til farfar, at jeg ved, hvor hans bil står og den knap nok er blevet en dag ældre.”

”Og det er hans kone altså heller ikke.” Sukkede Luckner deprimeret.

”HVAD?”

”Ja, din farmor var ret mandeglad og hun var faldet pladask for en skuespiller med en række B-film på CV’et. Det var vist nok deres mening at slå sig ned i Hollywood.”

”Jamen, far! Jeg har jo kendt farmor, ligetil hun døde for to år siden.” Kom det hjælpeløst fra Lucana.

”Hende du kalder for din farmor, giftede din farfar sig med lige efter, hans første kone rømmede hjemmet. Emnet var så pinligt, at alle lod som om, hun aldrig havde fandtes.”

”Så er … kvinden i Den Evige Fest altså din mor … og øh… min farmor? Skal vi ikke alle sammen køre derud i aften og holde en genforeningsfest i Den Evige Fest?”

”NEEEJ!!! Jeg mener … det klogeste er nok at lade død gangster hvile, som min gamle chef altid sagde. Forstår du Lucana; din farmor og jeg havde det ikke altid lige let sammen. Hun kunne være temmelig skrap og havde fået den fikse ide, at jeg skulle være sanger, selvom jeg hader at synge, men hun blev ved med at sige, at jeg ikke duede til andet og skyldte hende livet og ikke … Jeg tror bestemt heller ikke, din farfar vil sætte pris på gensynet; det var jo bilen, han ville have tilbage. Han havde faktisk taget sin militærpistol med for en gang for alle at …”

Lucana kneb øjnene i og studerede kritisk sin far, som til gengæld et øjeblik så sin mor alt for tydeligt i sin datter. Et par sveddråber trillede ned af hans pande, selvom klimaanlægget arbejdede pligtskyldigt. Lucana snøftede misbilligende. Hun havde set lovlig mange skræmte mandeøjne de sidste dage og selvom hun var begyndt at forstå, brød hun sig ikke om det.

”OK. Jeg siger ikke noget til nogen og slet ikke til gimpen, hvis jeg hilser på hende, men hvad med Pontiacen? Jeg snakkede her til formiddag med Erakul i telefonen og kareten står der stadig. Indgangspartiet er stort nok og med lidt hjælp kan jeg sagtens få den lodset ned af trapperne.”

”Tak, mor. Det vil helt sikkert glæde din farfar usigeligt meget at få den tilbage. Men vær rar ikke at fortælle ham sandheden. Hans hjerte er jo ikke så godt længere og jeg foretrækker også …”

”Slap af, knægt! Hun finder aldrig ud af, hvad der er blevet af jer.” Snerrede Lucana og skred muggen ud af kontoret. Hun var kommet ind i elevatoren, inden nogen af dem fattede, hvad det var, de havde kaldt hinanden.

Det Uværdig Ekko

En sag for Luckner

Døjer De med uønskede vampyrer? Har De fremmanet et spøgelse, som De nu ikke kan få til at gå igen? Så ligner det en sag for Luckner!

Det er nok de færreste, der har hørt om lejemorderen Luckner med speciale i overnaturlige væsner (Naturligvis er NNs læsere godt bekendt med Luckner og hans gerninger, men denne anmeldelse blev oprindeligt skrevet til studenterbladet Mads Føk nr. 2 årg. 45, red.). Han arbejder for det store lejemorderfirma Mord A/S, hvor han er den mest ansete medarbejder, og bliver betalt derefter. Og penge er der behov for, for uden pænt tøj, købekællinger og dyr whisky duer helten ikke. Han tager kun imod de mest udfordrende opgaver, rutineopgaverne kan rugbrødsarbejderne jo tage sig af. Det kræver snilde, når dagens opgave er varmpyrer, varulve, hekse, satanister, gengangere, gouls, dødninge og dæmoner, og der sluttes af med at kæmpe med regnskabsafdelingen og omkring kvitteringer. Luckner har, på trods af at være dansk 70'er-pulp, flere lighedspunkter med sin moderne kollega, Archer, fra tv-serien af samme navn. Når blodet flyder, klinger kasseapparatet, og de deler dyre vaner og en ligegyldig attitude overfor omverden. Jeg kunne sagtens forestille mig de to sidde på en bar til langt ud på natten og dyste på anekdoter for at finde ud af, hvem af de to seje herrer, der er sejest.

Han dukkede første gang op i det legendariske, men for de fleste glemte, gyserblad GRU i 1973. Per Sanderhage, medredaktør på GRU, skrev den første korte novelle for at fylde lidt plads ud i bladet og retfærdiggøre den forsideillustration, man ville bringe. I løbet af 70'erne nåede Luckner at medvirke i fire noveller samt én gæsteoptræden i søsterbladet DRACULA, inden han forsvandt igen, da skrækgenrens tid var forbi i Danmark ved slutningen af årtiet.

Selvom Luckner gik i glemmebogen blandt almindelige læsere, var der en gruppe hardcore GRU-fans, der ville have mere. Da densiteten af sådanne mennesker er høj i Århus Tegneserieloge, var det også i deres undergrundsblad Nørd Nyt, at Luckner gjorde et comeback i 2012. Historien, igen fra Per Sanderhages hånd, var spritny, men året var stadig 1974. Heldigvis blev det til meget mere end en engangsfornøjelse: Hele seks nye optrædener i Nørd Nyt, og den nye opsamlingsbog "En sag for Luckner" føjer endda endnu to til rækken.

"En sag for Luckner" er vaskeægte dansk 70'er-pulp. Der er knald på, fart og tempo, men historierne bliver aldrig dumme, og Per Sanderhage har tit et es i ærmet eller en overraskelse klar til Luckner og læseren. Per Sanderhage mestrer skrivestilen, og det bliver en fornøjelse at læse hans spidsfindige formuleringer og fede udtryk. Bogen kan anbefales til alle, der er klar på lidt nostalgisk hygge-gys og kulsort humor, og er en oplagt julegave.

• Per Sanderhage: En sag for Luckner - Den samlede portefølje 1973-2017
• SerieKlubben (2017)
• 311 sider
• Kan købes på saxo.dk eller ved direkte ved henvendelse hos forlaget

Niels Jakob

OG nej, naturligvis ses vi i en papirudgave i næste nummer! God jul.